Engelsk og Amerikansk Litteraturvidenskab (og Kulturvidenskab)

Heather Dubrow

John D. Boyd, SJ, Formand for the Poetic Imagination, Institut for Engelsk, Fordham Universitet.

Oversat af Helle Schulz Bildsøe, University of Copenhagen; Posted July 2016

Det er lige så svært, som det er fascinerende, at kortlægge tilgange til genrestuder i engelsk og amerikansk litteraturvidenskab. Især fordi sådanne undersøgelser også deler vandende i mere overordnede debatter; bl.a. bør vi fokusere udelukkende på det litterære, når vi studerer ikke blot genre, men også andre emner som f.eks. forfatterskab og materialitet? Hvem eller hvad afgør de mulige fortolkninger af en tekst? Og så videre. Genreforskere, som ganske vist har både lod og del i at ekspandere det videnskabelige felt, understreger ofte at deres arbejde har vidtrækkende implikationer. Således skriver Mikhail Bakhtin (1986), at der ”til enhver epoke hører visse talegenrer og disse talegenrer har en fundamental indflydelse på udviklingen af det litterære sprog” (s. 65). John Frow (2005) mener, at genrer spiller en altafgørende rolle indenfor hele litteraturvidenskaben og han fastslår endda, at genrer er ”selve drivkraften for forandring inden for det litterære felt” (s. 68-69)

Genrestudier inden for den engelske og amerikanske litteraturvidenskab vanskeliggøres af, at enhver genreanalyse på én gang nødvendiggør og umuliggør afgrænsning. Mange forskere arbejder lige nu i et krydsfelt imellem litteratur- og kulturvidenskab. Inden for hvad der før var et mere snævert felt, bygges der herved præcis sådanne interdisciplinære broer, som GXB har til formål at etablere. Dette krydsningsfelt er dog meget omfattende og netop af denne årsag fokuserer min artikel hovedsageligt på litteraturvidenskaben, imens den behandler forskellige dimensioner af kulturvidenskaben i korthed. Det er en kompliceret affære i sig selv at afgrænse hver enkelt af disse to kategorier. De benyttes ofte på forskellig vis i forskellige lande og i forskellige sammenhænge inden for disse lande. Dertil kommer, at de også hver især inspireres af og trækker på mange andre akademiske discipliner, hvoraf flere er repræsenteret på dette site. Eksempelvis har Monika Fludernick udviklet en ny teoretisk model, der kombinerer elementer fra litteraturvidenskab, lingvistik, komposition og retorik. Genrestudier nødvendiggør dog også andre afgrænsninger. For eksempel er nogle genremønstre udprægede i Canada, imens helt andre genremønstre er fremherskende i Storbritannien eller i Amerika. Genrestudier i disse engelsktalende lande inddrager imidlertid også tilgange og ideer fra andre kulturer. Terminologi udgør endnu en udfordring i afgrænsningen af det videnskabelige felt. Generelt referer termen ”genre” både til overordnede kategorier, især til triaden lyrik, epik og drama (alternativt benyttes termen ”modus”), og til specifikke stilarter inden for disse kategorier, f.eks. sonetten. Andre underopdelinger kategoriseres skiftevis som både genrer og undergenrer, så som Bildungsromanen (roman, der ligesom Charles Dickens’ ”David Copperfield” følger et individs udvikling). En udpræget kritik af den traditionelle kanon har i samspil med etableringen af kulturvidenskab fået forskere i engelsk og amerikansk litteratur til at udvide samlebetegnelsen ”genre” på en sådan måde, at termen, udover stilarter der førhen ville være blevet kategoriseret som sublitterære eller endda ikke-litterære, som f.eks. folkeeventyret, også indbefatter kulturformationer. Mange genreteoretikere har i tidens løb anset sociale hierarkier og institutioner for at være sammenlignelige med genrer. Den victorianske forsker Caroline Levine (2006) argumenterer dog overbevisende for at sådanne hierarkier og institutioner i stedet bør teoretiseres som genrer i sig selv. Hertil kommer, at litteraturforskere til tider fokuserer på de samme stilarter som også interesserer specialister i komposition og retorik, så som gåden eller invitationen (se f.eks. Huth (2011) for en litterær diskussion af invitationer).

Siden 1900-tallet har genrestudier primært været inspireret af deres klassiske og i mindre grad Europæiske forgængere. Aristoteles’ indflydelse anderkendes åbenlyst i mange sammenhænge, bl.a. når strømninger og bevægelser i vores egen tidsalder betegnes som ”neo-aristoteliske”. Men man bør desuden notere sig den betydelige indflydelse som stammer fra Horace og fra det såkaldte ”Vergils hjul” (ideen, der fejlagtigt tillægges Vergil, om hvordan en digters karriere begynder i de lave stilarter som pastoralen og fuldendes i den højlitterære episke fortælling). Siden 1900-tallet har mange genreforskere udviklet deres egne ideer om genrer, både i samspil med og i opposition til deres forgængere. Ligesom genredebatter i det tyvende og enogtyvende århundrede, blandede disse forudgående genredebatter sig med Europæiske strømninger fra deres egen samtid. Sådanne synergier problematiserer en geografisk afgrænsning af genrestudier i engelsk og amerikansk litteraturvidenskab. Jacques Derrida har haft stor betydning for mange teorier om genre i anglo-amerikansk sammenhæng, på samme vis som europæiske betragtninger over den romantiske genre –eller pseudo-genre?– fik betydning for den generelle forståelse af denne stilart i det sektende og syttende århundrede. Oversigter over disse tidlige genretekster (f.eks. John Stuart Mill’s diskussion af lyrikbegrebet) forefindes i Alastair Fowler’s Kinds of Literature, i tredje og fjerde kapitel af Heather Dubrow’s Genre, i tredje kapitel af John Frow’s bog af samme titel samt i det syttende kapitel af René Wellek’s og Austin Warren’s Theory of Literature. Disse værker beskæftiger sig desuden også med genrestudier i det enogtyvende århundrede – ligeså gør den flotte introduktion til David Duff’s Modern Genre Theory.

Genrestudier i det tyvende og enogtyvende århundrede er et mangeartet felt. Det omfatter meget forskellige kilder og mange ofte modstridende strømninger. Det er muligt at kortlægge visse kronologiske udviklinger inden for feltet, men sådanne tiltag er problematiske, ikke mindst fordi forskere ofte fremstiller deres egen tilgang som det nyeste og fremmeste skud på stammen, imens de anser forgængernes ideer for forældede og misvisende. Hertil kommer at genremønstre og –tilgange sjældent forsvinder helt, men derimod ofte genopstår i nye udformninger og nye sammenhænge. Formalismen er et illustrativt eksempel herpå. På den ene side har genre nemlig spillet en central rolle for formalismen som helhed, men på den anden side bruges begrebet med så stor variation inden for bevægelsen, at ”formalisme” må omtales i flertal som ”formalismer”. I en modreaktion på den svævende tyske idealisme og en mangelfuld biografisk litteraturkritik var de russiske formalisters tilgang til genrestudiet præget af et fokus på tekster, der var uomtvisteligt og typisk litterære. Formalisterne beskæftigede sig med emner lige fra strukturelle effekter til genrers forandring henover tid. Jurij Tynjanov (1971) skriver om sammenspillet imellem literære stilarter fra disse perspektiver. En anden gren af formalismen, Chicagoskolen, praktiserede en form for neo-artistotelisk kategorisering. R. S. Crane benyttede eksempelvis Aristoteles’ teorier om imitation til at udvikle en række metoder til narrativ analyse. Strukturalismen, som diskuteres nedenfor, er også i familie med formalismen. Endelig har en ny litterær metodologi vundet indpas i begyndelsen af det enogtyvende århundrede under navnet ”nyformalisme”. Skønt denne retning defineres forskelligt i forskellige sammenhænge (begrænser den ny formalisme sig udelukkende til det litterære felt? Er den per definition og inklination nødvendigvis historisk?), står det klart, at de, som praktiserer den, interesserer sig for genre;  i en specialudgave af Modern Language Quarterly (2000), senere videreudviklet i Susan J. Wolfson’s Reading of Form (2007), forefindes flere eksempler på en lignende tilgang. Bibliografien omfatter aktuelle nyformalistiske samlinger der beskæftiger sig med genre; heriblandt antologier om den tidlige nyformalisme  redigeret af Stephen Cohen og Mark David Rasmussen  og New Formalisms and Literary Theory (2013), redigeret af Verena Theile og Linda Treddernick, der dækker nyformalismens indpas blandt flere akademiske discipliner samt dennes rolle inden for litteraturundervisning.

Nykritikken anses ofte for at være i familie med formalismen. Der er dog nogle væsentlige forskelle. Nykritikken blomstrede op i 1950’erne og 60’erne. Nykritikken lægger vægt på nærlæsninger af den enkelte tekst og baserer sin tekstfortolkning på poetikken eller prosaen i sig selv snarere end på forfatterens biografi og intentioner eller læserens forudindtagede kulturforståelse. Nykritikkere interesserer sig særligt for emner som flertydighed og ironi. Da nykritikken vægter den enkelte tekst, beskæftiger nykritikere sig sjældent eller slet ikke med genre (dette er endnu en god grund til ikke at ligestille denne bevægelse med formalismen). Dog er det ikke svært at finde undtagelser til denne regel; i sin forskning om Sir Philip Sidney reflekterer David Kalstone (1965) således over dennes brug af sestina-formen (s. 71-84).

Strukturalismen er en interdisciplinær bevægelse af europæisk oprindelse, som vandt indpas i USA i 1970erne, men mange af dens udøvere havde stor indflydelse også længe herefter. Narratologien var mere aktivt og kontinuerligt inspireret af strukturalismen end nogen anden litterær bevægelse (det var derfor ikke tilfældigt, at formalismen, som er strukturalismens nære slægtning, fremdeles blomstrede i narratologiske kredse i slutningen af det tyvende århundrede, skønt bevægelsen på dette tidspunkt var under voldsom kritik i mange andre sammenhænge). Strukturalismen kortlægger teksters såkaldte dybdestrukturer (mønstre, som ikke blot er tematiske, og som oftest er mere skjulte end temaer). Strukturalismen beskæftiger sig også med de regler og love som dikterer handlingsmønstre, hvad end der er tale om antropologiske ritualer eller litterære stilarter. Tzvetan Todorov (1973) fremsatte f.eks. en teori om den fantastiske genre med udgangspunkt i læserenes reaktion. Strukturalisten Claudio Guillén (en komparativ forsker af spansk afstamning, som lavede en stor del af sit arbejdede i USA, og hvis liv og levned demonstrerer problematikken omkring historiske eller geografiske afgrænsninger inden for genrestudier) beskæftigede sig ofte med genre; ”Genre and Countergenre: The Discovery of the Picaresque” i Literature as System (1971) undersøger hvorledes genrer interagerer med hinanden.

Strukturalisme er en vigtig strømning i Northrop Frye’s værker, lige såvel som jungiansk analyse og kristen teleologi. Frye’s værker har utvivlsomt været en drivkraft i canadisk litteratur i mange år. Særligt hans Anatomy of Criticism (1957) må siges at være det mest betydningsfulde værk indenfor genrestudier også uden for Canadas grænser (at Fryes rolle nu minimes i flere udgivelser om genrehistorie, illustrerer ødipuskompleksets magt og vælde inden for feltet). Frye beskæftigede sig med litterære sammenhænge på tværs af historiske og nationale grænser. Han etablerede et system til at kategorisere al litteratur og dette system bruges ofte selv uden for litterære sammenhænge til trods for dets noget vanskelige terminologi. Frye brugte Aristoteles’ term ”modus” om forskellige typer af forholdsmønstre, som helten i et værk har til andre personer og til sine omgivelser; han bruger ”mythos” om arketypiske plotmønstre; ”genre” om grundlæggende præsentationsmønstre; og ”epos” om recitationsmønstre.

Frye’s kategoriseringssystem er blevet kritiseret for at have visse interne misforhold og for dets fremstilling af europæiske genrer som universelle genrer. Strukturalismen generelt har været genstand for en lignende kritik fra rivaliserende bevægelser siden 1980’erne. De nye bevægelser anså strukturalismen for at være overmåde regelret, ufleksibel og upolitisk. Nogle af bevægelserne opererede under betegnelsen poststrukturalisme, der på skift blev profileret enten som en naturlig efterfølger til eller som en fjende af strukturalismen.

Dekonstruktionen, som er en afart af strukturalismen, anskuer genre fra en række forskellige perspektiver. ”The Law of Genre” (1980) af Jacques Derrida blev trendsættende i amerikansk akademia. Artiklen konstaterer, at genrer er for dynamiske og mangfoldige til at kunne kategoriseres som egentlige regelsæt eller fastlagte systemer. Artiklen anviser et velkomment alternativ til den noget ufleksible franske neo-klassicisme. Men den tillægger også i urimelig grad neo-klassicismens mere indflydelsesrige teoretikere en stivhed, som de ikke egentligt besidder. Dekonstruktivistiske læsninger af specifikke genrer er mere gangbare, som f.eks. Jonathan Culler’s påstand om at apostroffen er en af lyrikkens typiske kendetegn.

Nyhistorismen havde stor indvirkning på akademia i USA i 1980’erne. Nyhistorismen læser litteratur og historiske kilder sammen. Denne tilgang har til formål at gøre op med opfattelsen af det historiske arkiv som en uforanderlig kilde til objektiv baggrundsviden, samt at afsløre hvordan litterære og historiske tekster har et fælles afsæt og en indbyrdes delagtighed. Dermed afviser nyhistorismen litteratur som en enestående kategori, og bevægelsen kunne derfor forventes at have liden interesse i genrestudier. Men nyhistorister har ikke desto mindre skrevet hele artikler om emnet; Arthur F. Marotti foreslår at sonetter ikke bør læses som kærlighedsdigte, men som kodede annonceringer efter en mæcen, og Louis Montrose skriver overbevisende om pastoralen og dennes relation til adelen.

Nyhistorismen er et illustrativt eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at foretage en klar historisk og geografisk afgrænsning af de respektive bevægelsers opståen og udbredelse. Den første generation af nyhistorister var i mindre grad inspireret af marxistiske og materialistiske principper end de engelske kulturmaterialister, som de ofte forveksles med. Men siden 1990,erne forsvinder denne skelnen imellem de to bevægelser, bl.a. fordi det bliver åbenlyst, at disse principper nu har indflydelse både hos personer, der generelt betragtes som nyhistorister, og hos andre teoretikere med. Michael McKeons berømte værk The Origins of the English Novel 1600-1740 (1987) benytter hegelianske dialektiske modeller i sin tilgang til prosafiktion, imens Catherine Gallagher sammenholder romangenrens opståen med industrialismen. Frederic Jameson var en af sin samtids betydeligste marxistiske kritikere og hans arbejder inden for genreområdet er eksemplariske i begge ordets betydninger. I ”Magical Narratives; On the Dialectical Use of Genre Criticism” betoner Jameson en dialektisk vekselvirkning både i de ideologiske drivkræfter og iforholdet imellem socioøkonomiske forandringer og litteratur. I Anatomy of Criticism foregriber selveste arkeformalisten og arkestrukturalisten Northrop Frye dog Jameson’s analyser af disse vekselvirkninger, da Frye advarer både imod partiske fremstillinger af en lineær udvikling og imod en alt for regelret kategoriseringspraksis. Teoretikere benytter sig af mange forskellige metoder og tilgange, når de fremsætter sådanne kritiske spørgsmål. Materialisterne har for nyligt sammenholdt specifikke genrer med produktions- og distributionskonjunkturer. Arthur F. Marotti introducerer i denne forbindelse en ny diskussion af lyrikken i relation til de former eller medier, den udgives i. I en artikel Marotti har skrevet i samarbejde med Marcelle Freiman (2011), påpeger han, at det var efter romantikken, at lyrikken begyndte at optræde i aviserne. Dette argument har ligeledes været fremsat af Paul Magnuson og andre romantikforskere.

I 1980erne fokuserede den feministiske bevægelse intensivt på genrestudier. Bevægelsens tidlige repræsentanter kortlagde fremstillinger af kvinder i forskellige litterære stilarter og definerede specifikke genrer, som værende hovedsageligt skabt af mænd og andre af kvinder. Den næste generations feminisme stillede forståeligt nok spørgsmålstegn ved en sådan dualistisk opstilling. Alligevel har studier af kvindelige forfatterskaber sidenhen medvirket på fornuftig vis til at videreføre den tidlige feminisme, idet de viser, hvordan kvindelige tilgange til specifikke genrer oftest er kønsrelaterede. Tag f.eks. Forms of Expansion: Recent Long Poems by Women (1997). På samme måde har man bevirket en radikal ændring i vores viden om romantiske genrer ved at inkludere hhidtil ukendte kvindelige digtere som f.eks. Chalotte Smith. Andre kønsstudier anses ofte for at være udviklinger af, supplementer til og reaktioner imod feminismen. Disse fokuserer ligeledes på genre; f.eks. spørger David Caplan (2005), hvorfor og hvorledes tilhængere af LGBT bevægelsen ofte vælger at skrive i sonetform (s. 71-85).

GXB-projektet er et godt eksempel på den digitale humanioras indvirkning på genrestudiet. De mange nye muligheder som dette felt skaber er da i særlig grad eksemplificeret ved de modeller og værktøjer til genreanalyse som omtales i to artikler: begge disse artikler advarer imod en udelukkende positiv udviklingsmodel og fastslår, at tidligere genrer altid vender tilbage, om end de ofte manifesterer sig i nye udformninger og nye sammenhænge. I ”Introduction: Genre as Fields of Knowledge” (2007) udvikler Wai Chee Dimock en analogi imellem hhv. genremobilitet og –formløshed og måderne hvorpå de nye digitale medier opererer. Dimock skriver, at genrer bør opfattes som ”et flydende element” (s. 1379). Dimocks vandmetafor signalerer hendes interesse i samspillet imellem genrer og i globale frem for nationale genrestudier. Skønt Dimocks parallel med de digitale medier er yderst anvendelig i denne sammenhæng, er det dog vigtigt at holde sig for øje, at konceptualiseringen af genrer som flydende former langt fra er en ny ide. Dette illustreres f.eks. ved Derridas førnævnte kritik af rigide genreregler og –systemer. Heller ikke det globale perspektiv på genrestudier er nyt i sig selv. Northrop Frye ville bestemt have nikket genkendende til Dimocks fokus på globale genremønstre. Jonathan Hope og Michael Whitmore har lavet et digitalt studium af Shakespeares dramatiske værker. Via en metode som Hope og Whitmore kalder ”iterativ kritik”, kortlægger studiet ordkæder, der påstås at være kendetegnende for specifikke genrer. I komedien forefindes der eksempelvis et gentagent mønster, når to personer taler sammen. Dette mønster kendetegnes ved følgende talegenrer: direkte tiltale, benægtelse, afvisning. Miljøbeskrivelser forekommer på den anden side sjældent inden for komediegenren. Mange af resultaterne fra disse studier kunne vise sig at være toneangivende for digitale genrestudier i fremtiden, havde de blot anerkendt, at deres metoder og ideer om flydende genrer og genrehybriditet er mere konventionelle, end de bryder sig om at indrømme.

Denne artikel giver et bredt overblik over genrestudier. Slutteligt vil jeg opsummere og problematisere dette overblik ved at referere til nogle illustrative studier af sonetten. Rosalie Colie’s studium af forholdet imellem sonetten og epigrammet eksemplificerer således formalisternes interesse i samspil og synergi imellem genrer. Phillip Levin’s evaluering af sonettens historiske udvikling demonstrerer litteraturhistoriens vedvarende indflydelse på vores forståelse af denne genre samt fordelene ved at anskue brugen af genrer fra forfatterens perspektiv. Christopher Warley’s Sonnet Sequences and Social Distinction in Renaissance England (2005) illustrerer Marxismens fokus på, hvordan det statusbaserede samfund udvikledes til et klassebaseret samfund, idet Warley hævder at denne bevægelse er repræsenteret i den tidlige moderne sonetform. David Caplan’s arbejder eksemplificerer kønskritikkens mangeartede bidrag til genrestudier. Samlinger som f.eks. Hilson’s The Really Street Book of Sonnets (2008) og Cohen’s The Sonnets: Translating and Rewriting Shakespeare (2012) viser, hvordan sonetten som så mange andre genrer indbefatter både riffs og modreaktioner. Dette er ikke blot tilfældet inden for den postmoderne tradition for parodi og pastiche, som affødte disse samlinger, men har været karakteristisk for sonetten lige siden dens oprindelse. Inspireret af sonettens sidste to linjer der peger hen imod en uvished som aldrig forliges, lader jeg afslutningen på denne artikel stå åben og slutter med et ”fortsættes…”.

References

Bakhtin, M. M. (1986). The Problem of Speech Genres. In Speech Genres & Other Late Essays. Trans. Vern W. McGee. Ed. Caryl Emerson and Michael Holquist. Austin: University of Texas Press.

Caplan, David. (2005). Questions of Possibility: Contemporary Poetry and Poetic Form. Oxford: Oxford University Press.

Cohen, Sharmilla & Legault, Paul. (Eds.). (2012). The Sonnets: Translating and Rewriting Shakespeare. New York: Nightboat/Telephone Books.

Cohen, Stephen. (Ed.). (2007). Shakespeare and Historical Formalism. Aldershot: Ashgate.

Colie, Rosalie L. (1974). Shakespeare's Living Art. Princeton: Princeton University Press.

Crane, R.S. (1952). The Concept of Plot and the Plot of Tom Jones. In R. S. Crane. (Ed.), Critics and Criticism: Ancient and Modern. Chicago: University of Chicago Press, 1952

Culler, Jonathan. (1981). Apostrophe. In J. Culler (Ed.), The Pursuit of Signs: Semiotics, Literature, Deconstruction. Ithaca: Cornell University Press.

Derrida, Jacques. (1980). The Law of Genre. Critical Inquiry, 7, 55-81.

Dimock, Wai Chee. (2007). Genres as Fields of Knowledge. PMLA, 122, 1377-1388.

Dubrow, Heather. (1982). Genre. London: Methuen.

Duff, Davd. (Ed.). (2000). Modern Genre Theory. Harlow, Essex: Longman.

Fowler, Alastair. (1982). Kinds of Literature: An Introduction to the Theory of Genres and Modes. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Fludernik, Monika. (2000). Genres, Text Types, or Discourse Modes? Narrative Modalities and Generic Categorization. Style, 34, 274-292.

Frow, John. (2005). Genre. The New Critical Idiom. London: Routledge.

Frye, Northrop. (1957). Anatomy of Criticism. Princeton: Princeton University Press.

Gallagher, Catherine. (1985). The Industrial Reformation of English Fiction: Social Discourse and Narrative Form 1832-1867. Chicago: University of Chicago Press.

Genette, Gérard. (1980). Narrative Discourse: An Essay in Method. Trans. Jane E. Lewin. Ithaca: Cornell University Press.

Guillén, Claudio. (1971). Genre and Countergenre: The Discovery of the Picaresque. In C. Guillén (Ed.), Literature as System: Essays Toward the Theory of Literary History. Princeton: Princeton University Press.

Hilson, Jeff. (Ed.). (2008). The Reality Street Book of Sonnets. Hastings: Reality Street

Hope, Jonathan & Michael Witmore. (2010). The Hundreth Psalm to the Tune of "Green Sleeves": Digital Approaches to Shakespeare's Language of Genre. Shakespeare Quarterly, 61, 357-390.

Huth, Kimberly. (2011). Come Live with Me and Feed My Sheep: Invitation, Ownership, and Belonging in Early Modern Pastoral Literature. Studies in Philology, 108, 44-69.

Jameson, Fredric. (1981). Magical Narratives; On the Dialectical Use of Genre Criticism. In F. Jameson (Ed.), The Political Unconscious: Narrative as a Socially Symbolic Act. Ithaca: Cornell University Press.

Kalstone, David. (1965). Sidney's Poetry: Contexts and Interpretations. Cambridge MA: Harvard University Press

Keller, Lynn. (1997). Forms of Expansion: Recent Long Poems by Women. Chicago: University of Chicago Press.

Levin, Phillis. (2001). Introduction. In P. Levin (Ed.), The Penguin Book of the Sonnet: 500 Years of a Classic Tradition in English. New York: Penguin.

Levine, Caroline. (2006). Strategic Formalism: Toward a New Method in Cultural Studies. Victorian Studies, 48, 625–57.

Magnuson, Paul. (1998). Reading Public Romanticism. Princeton: Princeton University Press.

Marotti, Arthur F. (1982). "Love is not love": Elizabethan Sonnet Sequences and the Social Order. English Literary History, 49, 396-428.

Marotti, Arthur F. (1995). Manuscript, Print, and the English Renaissance Lyric. Ithaca: Cornell University Press.

Marotti, Arthur F. & Marcelle Freiman. (2011). The English Sonnet in Manuscript, Print, and Mass Media. In A. D. Cousins and Peter Howarth (Eds.), The Cambridge Companion to the Sonnet. Cambridge: Cambridge University Press.

McKeon, Michael. (1987). Origins of the English Novel, 1600-1740. Baltimore: Johns Hopkins University Press.

Montrose, Louis Adrian. (1980). "Eliza, Queene of shepheardes" and the Pastoral of Power. English Literary Renaissance, 10, 153-182. . Rpt. Kinney, Arthur F. & Dan S. Collins. (Eds.). (1987). Renaissance Historicism: Selections from English Literary Renaissance. Amherst: University of Massachusetts Press.

Montrose, Louis Adrian. (1983). Of Gentlemen and Shepherds: The Politics of Elizabethan Pastoral Form. English Literary History, 50, 415-59.

Rasmussen, Mark David. (Ed.). (2002). Renaissance Literature and its Formal Engagements. New York: Palgrave.

Theile, Verena & Linda Tredennick. (Eds.). (2013). New Formalisms and Literary Theory. London: Palgrave/Macmillan.

Todorov, Tzvetan. (1973). The Fantastic: A Structural Approach to a Literary Genre. Ithaca: Cornell University Press.

Tynjanov, Jurij. (1971). Of Literary Evolution. In Ed. Ladislav Matejka & Krystyna Pomorska (Eds.), Readings in Russian Poetics: Formalist and Structuralist Views. Cambridge: MIT Press.

Warley, Christopher. (2005). Sonnet Sequences and Social Distinction in Renaissance England. Cambridge: Cambridge University Press.

Wellek, René & Austin Warren. (1956). Theory of Literature. 3rd ed. New York: Harcourt, Brace.

Wolfson, Susan J. & Marshall Brown. (Eds.). (2007). Reading for Form. Seattle: University of Washington Press.

Wolfson, Susan J. & Marshall Brown. (Eds.). (2000). Modern Language Quarterly, 61(1).